Jorden Synger - Holocaust i Letland

Jorden Synger

Holocaust i Letland

En kort gennemgang

Introduktion: Mellem to giganter

I 1918 blev Letland erklæret uafhængigt fra Rusland af en række nationale politiske partier, men et modsvar kom i form af tropper fra Den Røde Hær, der tvang den nationale lettiske regering til at evakuere fra Riga, hvorefter hæren indtog byen. Udviklingen i de to øvrige baltiske lande mindede om den i Letland, men kun lidt over et år efter blev Den Røde Hær, med hjælp fra Storbritannien, drevet ud af landet af en lettisk modoffensiv, der førte til landets befrielse, mens Ruslands daværende leder, Lenin, underskrev en fredstraktat, der anerkendte landets uafhængighed.

I mellemkrigstiden oplevede de Baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, således en kort periode med uafhængighed, hvor landenes individuelle kulturer, økonomier og politiske institutioner kunne udvikles. Men perioden var kortvarig, og Baltikum, fanget mellem to giganter, Sovjetunionen og Nazi-Tyskland, blev allerede i 1940 annekteret af Sovjetunionen (Cox 1988).

 

Sovjetisk invasion

I 1939, efter både Tyskland og Sovjetunionen havde invaderet Polen og Tjekkoslovakiet, valgte den sovjetiske leder, Stalin, at fortsætte med sine planer om at indtage de baltiske lande, og med minimal opmærksomhed fra det internationale samfund var Sovjetunionen i stand til på ny at indsætte Den Røde Hær i Letland, mens den nationale regering blev tvunget til at acceptere de sovjetiske krav, og skønt Letland officielt stadig var et selvstændigt land, gik der ikke lang tid, før Riga og det resterende Letland var under fast sovjetisk kontrol. I 1940 blev Letland så tvunget til at acceptere en sovjetisk forfatning, hvormed landet blev en del af Sovjetunionen som den 14. sovjetiske republik (Cox 1988). Alle lettiske institutioner, samt industri og landbrug, var på dette tidspunkt allerede blevet nationaliseret, og skolerne blev tvunget til at indføre kurser i Marxisme-leninismen, som var Sovjetunionens officielle ideologi. Samtlige medier blev underlagt censur, og russisk blev atter indført som et officielt sprog. Riga blev også hovedby for et hemmeligt politi, der igangsatte en række anholdelser og masseudvisninger af landets regeringsmedlemmer, arbejderklassen, lærere og gejstlige (Kalnins 2015), der blev opfattet som ”anti-sovjetter” og i mange tilfælde deporteret til fjerne østlige områder af Sovjetunionen, hvor adskillige menes at være blevet dræbt (Cox 1988). På én aften alene blev mere 34.000 mænd, kvinder og børn sendt af sted til Sibirien i kvægvogne (Kalnins 2015), nøjagtigt som det også sker for Hannas far i Jorden Synger.

 

Nazisterne kommer

I 1941 trængte tyske tropper ind i landet, og med håbet om, at tyskerne ville gøre tilværelsen bedre for letterne, der nu levede under sovjetisk undertrykkelse, bød mange dem velkomne. Virkeligheden viste sig dog hurtigt at være en anden, og med tyskernes ankomst skete et skift fra ét undertrykkende regime til et andet, mens den tyske hær da heller ikke lagde skjul på deres brutalitet (Cox 1988).

På tidspunktet var omtrent 5 % af den lettiske befolkning jøder, men jøderne levede frit blandt den øvrige lettiske befolkning og oplevede ingen forfølgelse. I visse dele af det lettiske samfund eksisterede der ganske rigtigt tegn på antisemitisme, men denne ideologi og retorik fandt hovedsagligt sted inden for radikale grupper, bl.a. Pērkonkrusts (MFA 2004), som også nævnt i Jorden Synger. Drabet på jøder begyndte imidlertid hurtigt efter, at den tyske hær havde invaderet landet. Antisemitisk propaganda, styret fra en propagandaenhed i Tyskland, der havde til formål at fremmedgøre, ydmyge og diskriminere jøder, blev det første tiltag, og hurtigt efter blev jøderne tvunget til at bære Davidstjernen og gå i rendestenen i stedet for på fortovet, mens jøder heller ikke måtte handle i almindelige butikker eller spise på almindelige caféer (MFA 2004). Det var heller ikke tilladt for jøder at eje bil eller andre former for transportmidler, og offentlige transportmidler blev ligeså forbudt. Desuden blev det forbudt for kvinder at gå med hat eller bruge paraply, og det blev forbudt at eje radioer. Ægteskab mellem jøder og ikke jøder blev også forbudt, mens børn fra blandede ægteskaber blev omtalt som Mischlinge (Lumans 2006), hvilket også skildres i Jorden Synger, fordi Hannas mor er jøde, mens hendes far er ikke-jødisk lette.

De første runder af massemord på jøder fandt sted i sommeren 1941, hvor grupper af jøder blev beordret skudt i Riga og andre byer. Ordren kom fra de tyske myndigheder, men blev udført af lettiske hjælpetropper, og der var mange eksempler på, at jødedrab, udført af letter, ofte blev manipuleret til at fremstå, som var de blevet udført uden tysk deltagelse. De resterende jøder blev da gennet ind i indhegnede ghettoområder i Rigas russerkvarter, hvor de blev holdt under stærk bevogtning (MFA 2004).

 

Livet i ghettoen & Rumbulamassakren

Som beskrevet i Jorden Synger var oprettelsen af jødiske ghettoer en kulmination af de mange regler og love, der skulle adskille og isolere jøderne fra den øvrige befolkning. Ghettoen blev oprettet som en midlertidig løsning, hvormed man bedre kunne kontrollere jøderne, før den allerede planlagte udryddelse. Først skulle jøderne registreres hos myndighederne, hvilket for visse betød voldelige angreb begået af det lokale politi, hvilket førte til, at mange blev dræbt. De overlevende udgjorde omtrent 30.000 jøder, der blev presset ind i et boligområde, der tidligere havde huset 7000 mennesker.

Ghettoens beboere, der allerede havde overlevet de første massedrab, håbede, at livet i ghettoen ville blive deres sidste prøvelser inden en forhåbentlig snarlig afslutning på krigen, og jøderne blev dagligt marcheret ud i lange rækker for at arbejde som slaver, hvilket medfinansierede de besættende magters indtjening. Dem, der ikke kunne arbejde, de gamle, syge og mange børn, blev dræbt.

Jødernes skæbne var dog allerede blevet afgjort, da ghettoen blev etableret (Lumans 2006), og over to omgang i henholdsvis november og december blev ghettoens mere end 30.000 jøder transporteret til Rumbula skov, hvor de efter ordre fra den øverste ledelse i SS blev skudt og begravet i en massegrav, en begivenhed, der efterfølgende er blevet kendt som Rumbulamassakren (Kues 2012).

 

Konklusion: Fra krig til selvstændighed

Efter et flertal af jøderne i Riga var blevet dræbt, de fleste under Rumbulamassakren, blev store grupper af tyske jøder flyttet ind i ghettoen, hvor periodiske drab fortsætte, indtil store grupper blev sendt til koncentrationslejren Auschwitz, hvor de fleste omkom i gaskamre. Da ghettoen i Riga så blev lukket i 1943, blev de resterende jøder skudt, og det menes, at kun omtrent 150 jøder overlevede rædselsårene i Riga.

I 1944 rykkede Stalins Røde Hær atter frem i Letland, hvilket førte til en afslutning på krigen, og helt frem til 1991 blev Letland regeret af et kommunistisk styre, inden landet atter opnåede selvstændighed for første gang siden 1920.

 

Referencer:

Cox, Craig 1988: The Soviet Takeover of Latvia: How Riga’s Russian-language newspapers chronicled Latvia’s occupation and Sovietization in 1940

 

Kalnins, Mara 2015: Latvia: A Short History, Hurst.

 

Kues, Thomas 2012: The Rumbula Massacre – A Critical Examination of the Facts, Part 1 i ”Inconvenient History” Vol. 4, 2012, no. 4.

https://www.inconvenienthistory.com/4/4/3198

 

Lumans, Valdis O. 2006: Latvia in World War II, Fordham University Press

 

MFA 2004: The Holocaust in German-Occupied Latvia

http://www.mfa.gov.lv/en/policy/information-on-the-history-of-latvia/briefing-papers-of-the-museum-of-the-occupation-of-latvia/the-holocaust-in-german-occupied-latvia

 

Copyright 2018 @ All Rights Reserved